this post was submitted on 23 May 2025
10 points (91.7% liked)
Feddit.dk
1212 readers
24 users here now
Et meta-forum for nyheder, meddelelser og debatter omkring Feddit.dk i sig selv.
Man er også velkommen til at poste her hvis der ikke er nogen andre fællesskaber der passer.
founded 2 years ago
MODERATORS
you are viewing a single comment's thread
view the rest of the comments
view the rest of the comments
Hej Feddit. Jeg er ny på siden, og havde egentlig håbet på lidt af et modspil.
Jeg har gået til mange psykologer med varierende grader af success. Det har kostet både mig og det offentlige, og private sundhedsforsikringer kassen.
Men så spurgte jeg mig selv: Har det egentlig været gavnligt? Og hvis ja - har det så været mere gavnligt end en samtale med en god ven over en øl?
Jeg besluttede mig for at stille spørgsmålet på Reddit r/askpsychology, for jeg vil oprigtigt gerne vide det. For 200 år siden havde alle en præst de gik til, for at få spirituelle råd. Har vi sådan sat lidt på spidsen byttet en kirkelig præst til en sekulariseret præst?
"Psykolog" har siden halvfemserne været en beskyttet titel. En titel der nu er beskyttet af et af landets højeste gennemsnit. Det siger noget om hvor eftertragtet det er, men siger det noget om kvaliteten?
Får landets arbejdsnarkomaner og perfektionister deres manglende livsglæde behandlet af 12-tals pigerne?
Det lader lidt til, at der heller ikke er noget belæg for at sige at en gren af psykologien er bedre end en anden. Det betyder ikke noget om psykologen følger Freud, Jung, Skinner, eller dyrker mere moderne psykologiske retninger. CBT, DBT, Eksistentiel psykologi, det hele lader til at virke lige godt (Dårligt) når man laver studier på det. Eller det er ihvertfald hvad jeg hørte fra en ret skeptisk forsker i Brinkmanns Briks.
Selvfølgelig er der nok noget at komme efter med al den psykologi. Men i de her dage hvor alle og deres mor går til psykolog, har vi så ikke sat det op på et vaklende piedestal?
I grove træk vil jeg sige at det handler meget om at man ikke anerkender psykologiens omstændigheder.
Med somatiske lidelser kan du (sat på spidsen) gå til lægen, få en diagnose, få en pille, og uanset om lægen er en flink fyr eller en usympatisk idiot, så virker pillen lige godt (eller dårligt). Du skal ikke selv gøre andet end at tage den, lægen skal ikke gøre andet end at give dig den.
Ved en psykolog er det helt anderledes. For det første skal der være en tillidsfuld alliance, så du føler du kan tale ud om de ting der er svære og ubekvemme. Den skal psykologen kunne fremkalde, før der overhovedet kan blive tale om terapi, og det er ikke alle psykologer der kan finde ud af det.
Dernæst skal man selv som patient ville det. Nok til at sætte sig ned og være seriøst til stede i at konfrontere noget utilpashed, i mange (kumulativt) timer. Det er ikke bare at sætte sig ned og deltage passivt.
Men hvis man gør det, og psykologen ikke blot kan sit psykologiske fag, men også er god til at danne en terapeutisk alliance, så rykker det virkelig.
Det er vigtigt at forstå at en god psykolog ikke bare giver dig luft til at komme igennem en svær situation. Det kan en god ven og en øl også. Det, man går til psykolog for, er for at vokse som person, på en måde der gør at man både kommer ud af psykiske udfordringer OG lærer at leve på en måde hvor man undgår dem.
Er der ikke et grundlæggende problem i uddannelsen af samtalepsykologer (ved godt at det ikke er alle psykologer der laver den slags arbejde) hvis ikke alle samtalepsykologer kan finde ud af det? Altså det lyder jo som en murer der ikke kan lave en mur eller en frisør der ikke kan bruge en saks.