Jeg startede sidste uge med at sidde på min Framework 13 og arbejde lidt på min eksamen, da jeg pludselig fik en blue screen of death. Det var jo skønt, men godt at jeg skrev i overleaf, som er en online LaTeX editor, så jeg mistede ikke noget arbejde.
Da jeg så prøvede at genstarte computeren kunne jeg godt se at det var mere alvorligt end en normal blue screen, for computeren fortalte mig at der ikke var noget bootbar partition på min SSD. Der var jeg sådan set overbevist om at det bare var Windows der havde fjernet sin egen bootloader på en eller anden måde, og at det kunne løses ved at køre startup repair fra en Windows USB.
Det viste sig dog, at det kunne det ikke, så jeg installerede Ubuntu, som jeg kørte fra en live USB, hvorfra jeg kunne se at der ikke var nogle partitioner på min SSD.
Jeg fatter ikke hvordan, men Windows har åbenbart nuked hele filsystemet på min SSD, så det er da meget godt at mine vigtige filer ligger i OneDrive.
Så nu blev det i stedet til at jeg skulle lægge en strategi for hvad jeg skulle gøre med den. Ville jeg installere Windows på den igen? Specielt efter at jeg nu to gange har oplevet at Windows omdanner sig til en elektronisk mursten? Nej, nu var det sgu tid til at give Linux et ærligt forsøg på min bærbare. Så udover at skrive eksamen denne uge, så har jeg brugt tiden på at distrohoppe, og finde noget der passer mig. Jeg startede med Ubuntu, men skiftede hurtigt til Debian, da jeg egentlig har mere erfaring med det. Dog, så havde jeg temmelig mange problemer med at installere VirtualBox, som resulterede i en geninstallation, til at jeg synes det var sjovt. VirtualBox med en Windows VM er lidt mit kompromis, da jeg bruger nogle Windows programmer, som jeg ikke gider bøvle med at køre på Linux. Office pakken for eksempel.
I stedet landede jeg på at prøve noget der var helt nyt, nemlig EndeavourOS. Det har jeg nu kørt i et par dage, og har ikke oplevet problemer jeg ikke kunne fikse ved hjælp at Wikien og ChatGPT.
Og det fede er at jeg jo nu teknisk set kan sige "Jeg kører Arch, btw" ;)
Og eksamenen blev afleveret i går aftes, så nu er der juleferie. Jeg indledte den med at tage et glas whisky (12 års Macallan til de interesserede) og sætte Alene Hjemme på.
God jul :)