Måske et synspunkt, der er en smule overdrevent, men man skal vel i avisen. Helt usandt er det heller ikke.
Det overrasker mig faktisk, at det ikke står værre til. Det kan siges at være et mirakel, at der faktisk er sket en lille fremgang—det er en global tendens, at man bliver værre til at læse. Vi er faktisk sammen med Finland de eneste lande, hvor rapporten viser en fremgang på læseområdet. Så det er for en gangs skyld nogle nogenlunde nyheder fra en læseundersøgelse.
Tillad mig lidt selvpromoverende adfærd: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art10147930/Vi-st%C3%A5r-midt-i-en-l%C3%A6sekrise
Det er en utrolig attitude, som jeg aldrig har forstået. Lad tale dem, der dansk tale vil!
Jeg synes, at det er en ærgerlig udvikling. Der er naturligvis nogle globaliseringsmæssige fordele ved vore nye engelskkompetencer, men stadig mærker jeg Danmark miste sin »danskhed«—i al fald i den ældre forstand.
@[email protected], artiklen er en leder. Skal den markeres på nogen måde? Ret beset er en leder jo ikke et debatindlæg, men de to er vel nært beslægtede. Umiddelbart tænker jeg, at en leder hører under regel fires beskrevne »andet«.
»Irma havde en unik position, og vi fornemmer, der stadig er rigtig mange Irma-fans derude. De er jo ikke holdt op med at købe mad, men er gået andre steder hen, så det er klart, at det ikke bliver nemt, men vi er meget drevet af, at vi har nogle klare holdninger og et klart ståsted. Vi er meget drevet af det, vi tror på. Men vi kan først vide det, når vi har prøvet det. Når vi har stået på isen og fundet ud af, om den kan bære«.
Planen er, at den første Alma-butik åbner i 2025. Hvor den skal ligge, kan Alfred Josefsens ikke løfte sløret for. Men det bliver et sted i København, hvor søgelyset er rettet mod brokvartererne og Frederiksberg. Herefter er målet, at der åbner fem butikker inden for det første år.
Ja, mon ikke. Selv de forslag, der i grunden ikke er dårlige, virker til at kræve ressourcer i et sådant omfang, at de alligevel bliver tåbelige.
»Statsborger skab« Jamen, sikket fint borgerfor slag!
11
Majority for chat control possible – Users who refuse scanning to be prevented from sharing photos and links
(www.patrick-breyer.de)
Jeg blev færdig med The Broken Empire-trilogien tidligere i dag (nu i går, skrivningen af denne anmeldelse strak sig fra før til efter midnat), og jeg tror simpelthen jeg må sige, at den er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst.
Når jeg ser trilogien blive omtalt på internettet, er det første folk plejer at nævne, er hvor voldsom den er. »Grimdark«, kaldes genren. Der er meget vold og der er meget død. Der er voldtægt, afhuggede hoveder, tortur og så videre. Disse bøger er ikke for sarte sjæle. Men under alt det er bøgerne også ekstremt morsomme, og til tider tankevækkende. Jeg vil endda kalde den sidste bog i trilogien—Emperor of Thorns—for smuk.
Hovedpersonen vi følger gennem alle tre bøger er Jorg Ancrath, der i begyndelsen af den første bog kun er fjorten år gammel. Bortset fra nogle enkelte kapitler er hele trilogien skrevet i en førstepersonssynsvinkel, hvilket vil sige at vi får førsteklassessæder til Jorgs dystre sind. Jeg kan ikke sige andet end at han er en et decideret monster, men på trods af det er han på en eller anden måde ret tiltalende. Måske fordi han oven på al sin ondskab også er rigtig sjov.
På trods af mange de mange kulørte og forskellige skikkelser er Jog nok min yndlingsfigur i hele trilogien. Mark Lawrence skrev ham meget godt, og det er noget jeg kan sige om nærmest alt i hele series. Mark Lawrence er en fantastisk forfatter, selv i sin debutserie—som er denne—og jeg synes ikke hans skrivning har mange store mangler, hvis der da overhovedet er nogle.
Bøgerne blev oprindeligt skrevet på engelsk, og selvom de sidenhen er blevet oversat til mange sprog, er de aldrig udkommet på dansk, eller sågar norsk eller svensk. Derfor måtte jeg læse dem på originalsproget. Jeg tænkte ikke at det ville være nogen stor udfordring, men det endte alligevel med at volde mig en smule problemer. Jeg regner mig selv for værende bedre til engelsk end størstedelen af den danske befolkning, men på hver anden eller tredje side der var altid lige et ord jeg ikke kendte, og så måtte jeg jo så slå det op, Hovmod står for fald, eller hvad? Til sidst kom jeg dog ind i en eller anden rytme (Mark Lawrence havde nok også næsten udtømt sit eksotiske ordforråd), og så gik læsningen stærkt.
For lige at vende tilbage til begyndelsen af dette indlæg vil jeg igen sige, at The Broken Empire Trilogy nu har bevæget sig ind på toppen af min liste over bøger jeg kan lide. Den er i hvert fald garanteret en tredjeplads, og måske en anden- eller førsteplads. eg har allerede købt alle tre bøger i The Red Queen's War-trilogien, der foregår samtidigt med denne, dog med en anden hovedperson, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med den efter jeg har udgivet denne anmeldelse. Der skal sikkert også snart komme an anmeldelse af den fra mig, tænker jeg.
Hvis nogle af jer, der måske læser denne anmeldelse (og som ikke allerede har læst bøgerne), kan lide fantastik eller videnskabsfiktion (ja, jeg fordansker, hvorfor dog ikke?), vil jeg varmt anbefale denne bogserie. For flere vil den vise sig at være for voldsom, men for dem der kan tåle det, er det en fantastisk læseoplevelse de går i møde.
Prince of Thorns: 85/100
King of Thorns: 95/100
Emperor of Thorns: 100/100
The Broken Empire Trilogy: 95/100
Det er da utroligt, hvordan det lader sig gøre igen og igen.